Spring navigation over
Indhold start

Generelle politikker

Kapitlet omhandler de vigtigste overordnede anbefalinger, og danner udgangspunkt for retningslinjerne generelt. Her beskrives bl.a. begrebet nødvendig omhu (due diligence), og hvad virksomheders ansvar indebærer i forhold til krænkelser og negative påvirkninger i leverandørkæden.

Tilbage til kapiteloversigt
II. Kapitel

Virksomhederne skal fuldt ud tage højde for vedtagne politikker i de lande, hvor de opererer, og tage hensyn til interessenter.

A. Virksomhederne skal:                                      

1.         bidrage til økonomisk, miljømæssig og social fremgang med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling,

2.         overholde internationalt anerkendte menneskerettigheder for personer, berørt af deres aktiviteter,

3.         fremme lokal kapacitetsopbygning gennem et tæt samarbejde med lokalsamfundet, herunder forretningsinteresser, samt udvikle virksomhedens aktiviteter på de nationale og udenlandske markeder i overensstemmelse med behovet for sund kommerciel praksis,

4.         fremme skabelse af menneskelig kapital, navnlig ved at skabe beskæftigelsesmuligheder og fremme medarbejderuddannelse,

5.         afstå fra at søge eller acceptere undtagelser, der ikke er omfattet i de lovmæssige eller forskriftsmæssige rammer for menneskerettigheder, miljø, sundhed, sikkerhed, arbejdsmarked, beskatning, finansielle incitamenter eller andre forhold,

6.         støtte og fastholde principper for god virksomhedsledelse, og udvikle og anvende god praksis inden for virksomhedsledelse, herunder i virksomhedskoncerner,

7.         udvikle og anvende effektive selvreguleringsmekanismer og ledelsessystemer, der skaber gensidig tillid mellem virksomhederne og de samfund, hvor de opererer,

8.         fremme de ansatte i multinationale virksomheders kendskab til, og overholdelse af, virksomhedspolitikker via passende formidling af politikkerne, herunder gennem uddannelsesprogrammer,

9.         afstå fra diskriminerende eller disciplinære sanktioner mod ansatte, der i god tro indberetter oplysninger til ledelsen eller til kompetente offentlige myndigheder om forhold, som er i strid med loven, Retningslinjerne eller virksomhedens politikker,

10.     håndtere aktuelle risici med nødvendig omhu (due diligence), for eksempel ved indarbejdning i virksomhedens risikostyringssystem, med henblik på at identificere, forebygge og afhjælpe aktuelle og mulige overtrædelser, som beskrevet i afsnit 11 og 12, samt redegøre for, hvordan sådanne overtrædelser håndteres. Udvisning af nødvendig omhu afhænger af omstændighederne i den konkrete situation,

11.     gennem egne aktiviteter undgå, at forårsage eller medvirke til overtrædelse på de områder, der er dækket af Retningslinjerne og adressere dem, hvor de forekommer,

12.     søge at forebygge eller afhjælpe overtrædelser, hvor de ikke har forårsaget dem, men hvor overtrædelsen har direkte sammenhæng med deres aktiviteter, produkter eller serviceydelser via en forretningspartner. Formålet er ikke at flytte ansvaret fra den enhed, der forårsager overtrædelsen, til den virksomhed, den har en forretningsmæssig relation til,

13.     ud over at afhjælpe overtrædelse på områder, der er dækket af Retningslinjerne, hvor det er muligt, opfordre forretningspartnere, herunder leverandører og underleverandører til, at anvende principperne for ansvarlig virksomhedsadfærd i overensstemmelse med Retningslinjerne,

14.     samarbejde med relevante interessenter, med henblik på, i passende omfang, at inddrage deres synspunkter ved planlægning og beslutningstagning vedrørende projekter og andre aktiviteter, der har væsentlig indflydelse på lokalsamfundene,

15.     afstå fra upassende engagement i lokalpolitiske aktiviteter.

B. Virksomhederne opfordres til:

1.         efter omstændighederne, at støtte samarbejde i egnede fora med henblik på, at fremme internetfrihed gennem respekt for ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed på nettet,

2.         hvor det er hensigtsmæssigt, at deltage i eller støtte private eller multi-stakeholder initiativer og social dialog om ansvarlig leverandørstyring, og samtidig sikre, at sådanne initiativer tager højde for deres sociale og økonomiske virkning på udviklingslande og for eksisterende, internationalt anerkendte standarder.

 

II. Kommentarer

1.         Kapitlet Generelle politikker i Retningslinjerne er det første, der indeholder specifikke anbefalinger til virksomheder. Dermed er kapitlet retningsgivende og fastlægger både stil og tone og grundlæggende principper for anbefalingerne til de efterfølgende kapitler.

2.         Virksomhederne opfordres til, at samarbejde med regeringerne om udvikling og gennemførelse af politikker og love. Inddragelse af andre samfundsinteressenter, herunder lokalsamfundet og erhvervslivets interesser, kan berige processen. Det fremhæves også, at regeringerne bør føre transparente forhandlinger med virksomhederne, og gennemføre høringer med erhvervslivet om de samme emner. Regeringerne bør betragte virksomhederne som partnere i udviklingen og indførelsen af både frivillige og lovmæssige foranstaltninger (som Retningslinjerne er et eksempel på) inden for de politikområder, der berører dem.

3.         De multinationale virksomheders aktiviteter bør ikke være i modstrid med bæredygtig udvikling, og Retningslinjerne skal understøtte dette forhold. Sammenhængen mellem økonomiske, sociale og miljømæssige fremskridt er afgørende for, at understøtte en bæredygtig udvikling.[1] 

4.         Kapitel IV uddyber de generelle anbefalinger vedrørende menneskerettigheder i afsnit A.2.

5.         Retningslinjerne anerkender og understøtter ligeledes det bidrag, som de multinationale virksomheder kan yde til den lokale kapacitetsopbygning gennem deres aktiviteter i lokalsamfundene. På samme måde er anbefalingerne vedrørende opbygning af menneskelig kapital en eksplicit og fremadrettet anerkendelse af de personlige udviklingsmuligheder, som de multinationale virksomheder kan tilbyde deres medarbejdere, og omfatter ikke kun rekruttering, men også uddannelse og anden medarbejderudvikling. Opbygning af menneskelig kapital dækker også principperne om ikke-diskriminerende rekrutterings- og forfremmelsesprocedurer, livslang læring og andre jobtræningsmuligheder.

6.         Retningslinjerne anbefaler, at virksomhederne generelt undlader, at forsøge at opnå undtagelser, der ikke er omfattet i de lovmæssige eller forskriftsmæssige rammer for menneskerettigheder, miljø, sundhed, sikkerhed, arbejdsmarked, beskatning og finansielle incitamenter, uden dog at krænke en virksomheds ret til, at arbejde for ændringer i de lovmæssige og forskriftsmæssige rammer. Ordlyden “eller acceptere” henleder ligeledes opmærksomheden på den rolle, som staten spiller med hensyn til, at tillade undtagelser. Sådanne bestemmelser har traditionelt været rettet mod regeringerne, men her har de også direkte relevans for de multinationale virksomheder. Det er vigtigt, at bemærke, at der forekommer tilfælde, hvor specifikke undtagelser fra love og andre politikker kan være i overensstemmelse med disse love af legitime hensyn til den offentlige politik. Eksempler herpå fremgår af kapitlerne om miljø og konkurrence.

7.         Retningslinjerne anbefaler, at virksomhederne udviser god virksomhedsledelse i praksis baseret på OECD's principper for god virksomhedsledelse. Ifølge principperne skal håndhævelse af aktionærernes rettigheder beskyttes og fremmes, herunder ligebehandling af aktionærer. Virksomhederne skal anerkende aktionærernes rettigheder fastsat ved lov eller gensidige aftaler, og fremme et aktivt samarbejde med interessenter, med henblik på at skabe velfærd, job og bæredygtige, finansielt sunde virksomheder.

8.         Ifølge principperne skal moderselskabets bestyrelse have ansvaret for virksomhedens strategiske retning, effektiv overvågning af ledelsen, være ansvarlig over for virksomheden og aktionærerne, og sikre varetagelse af interessenternes interesser. Med henblik på at varetage de ansvarsområder, skal bestyrelsen sikre integritet i virksomhedens regnskabs- og økonomiske rapporteringssystemer, herunder uafhængig revision, tilstrækkelige kontrolsystemer, navnlig risikostyring, finansiel og operationel kontrol, samt overholdelse af love og relevante standarder.

9.         Principperne omfatter virksomhedskoncerner, hvor bestyrelsen i datterselskaber dog kan være pålagt forpligtelser ifølge gældende lov i det land, hvor virksomheden har hjemsted. Systemer til overholdelse og kontrol skal, hvor det er muligt, omfatte disse datterselskaber. Derudover skal bestyrelsens ledelsesovervågning, for at sikre en klar ledelsesmæssig ansvarsfordeling i koncernen, omfatte løbende evaluering af interne strukturer.

10.     Statsejede multinationale virksomheder er omfattet af de samme anbefalinger som privatejede virksomheder, men den offentlige kontrol er ofte mere omfattende for statsejede virksomheder. OECD's Retningslinjer for virksomhedsledelse i statsejede virksomheder er en nyttig og skræddersyet vejledning til denne type virksomheder, og de fremsatte anbefalinger kan skabe væsentlige forbedringer i virksomhedsledelsen.

11.     Selvom det primære ansvar for at forbedre de lovmæssige og retlige institutionelle rammer ligger hos regeringerne, kan der opnås væsentlige økonomiske gevinster ved, at virksomhederne implementerer god virksomhedsledelse.

12.     Et voksende netværk af ikke-statslige selvreguleringsinstrumenter og foranstaltninger regulerer aspekter af virksomhedernes adfærd og relationerne mellem virksomheder og samfund. Finanssektoren gennemgår en interessant udvikling i den henseende. Virksomhederne anerkender, at deres aktiviteter ofte har sociale og miljømæssige konsekvenser. Et eksempel herpå er indførelsen af selvreguleringsmekanismer og ledelsessystemer i virksomheder, der ønsker at indfri disse mål - og dermed bidrage til en bæredygtig udvikling. Dernæst kan en sådan praksis bidrage til at fremme konstruktive relationer mellem virksomheder og de samfund, som de opererer i.

13.     Med en effektiv selvregulerende praksis, forventes virksomhederne som en selvfølge, at øge medarbejdernes kendskab til virksomhedens politikker. Det anbefales ligeledes, at sikre beskyttelse af “whistle-blowing”-aktiviteter, der er udført i god tro, herunder beskyttelse af medarbejdere, der over for de kompetente myndigheder indberetter forhold, der er i modstrid med loven, og hvor der ikke er sket en rettidig udbedring af disse forhold, eller hvor der er formodet risiko for negative konsekvenser for deres ansættelsesforhold. Mens denne beskyttelse er særligt relevant i forbindelse med bekæmpelse af bestikkelse og miljøovertrædelser, er den også relevant i forbindelse med Retningslinjernes øvrige anbefalinger.

14.     I forbindelse med Retningslinjerne skal nødvendig omhu (due diligence) forstås som en proces, der sætter virksomhederne i stand til, at identificere, forebygge, og afhjælpe overtrædelser, samt redegøre for, hvordan de håndterer aktuelle og mulige overtrædelser som en integreret del af virksomhedens beslutnings- og risikostyringssystemer. Retningslinjer for nødvendig omhu kan indgå i et generelt risikostyringssystem, forudsat at det ikke blot afdækker og styrer væsentlige risici for virksomheden selv, men også tager højde for risici for overtrædelse på områder, som er dækket af Retningslinjerne. Mulige overtrædelser skal forebygges eller afhjælpes, og aktuelle overtrædelser skal udbedres. Retningslinjerne omhandler både overtrædelser, virksomheden er årsag eller medvirkende til, eller som er direkte forbundet med deres operationelle aktiviteter, produkter eller serviceydelser gennem en forretningspartner, som beskrevet i afsnit A.11 og A.12. Principper for nødvendig omhu kan hjælpe virksomhederne til at eliminere risici for overtrædelser. I forbindelse med denne anbefaling, skal det, at 'medvirke til' en overtrædelse, fortolkes som et væsentligt bidrag, og hermed menes en aktivitet, der skaber, fremmer eller motiverer andre enheder til overtrædelser. Mindre eller uvæsentlige overtrædelser er ikke omfattet. 'Forretningsrelationer' omfatter relationer med forretningspartnere, aktører i leverandørkæden og andre ikke-statslige eller statslige enheder, der har direkte tilknytning til virksomhedens operationelle aktiviteter, produkter eller tjenesteydelser. Anbefalingen i afsnit A.10 gælder for forhold, hvor Retningslinjerne overtrædes. Den gælder ikke for kapitlerne om videnskab og teknologi, konkurrence og beskatning.

15.     Arten og omfanget af den nødvendige omhu, såsom de specifikke trin, der gennemføres i en given situation, vil afhænge af faktorer som virksomhedsstørrelse, forretningsmæssig kontekst, de specifikke anbefalinger i Retningslinjerne og omfanget af overtrædelsen. Specifikke anbefalinger for nødvendig omhu på menneskerettighedsområdet fremgår af kapitel IV.

16.     Hvis virksomheden har et stort antal leverandører, opfordres den til at afdække generelle områder, hvor risikoen for overtrædelse af retningslinjerne er størst, og ud fra denne risikovurdering, at prioritere de leverandører, der skal vurderes.

17.     At undgå, at forårsage eller medvirke til overtrædelser gennem egne aktiviteter på områder dækket af Retningslinjerne, omfatter også deres aktiviteter i leverandørkæden. Der kan være tale om mange forskellige relationer i leverandørkæden, herunder blandt andet franchising, licenser og underleverancer. Enhederne i leverandørkæden er ofte selv multinationale virksomheder, og dermed er de relevante enheder, der opererer i eller ud fra lande, der er tilsluttet erklæringen, omfattet af Retningslinjerne.

18.     Hvis en virksomhed identificerer en risiko for overtrædelse i leverandørkæden, skal den træffe de nødvendige foranstaltninger til at standse eller forebygge overtrædelsen.

19.     Hvis en virksomhed konstaterer en risiko for, at bidrage til en overtrædelse, skal den tage de nødvendige skridt til, at standse eller forebygge sin medvirken, og anvende sin indflydelse til, at afhjælpe yderligere overtrædelser i videst muligt omfang. Virksomheden betragtes som havende indflydelse i situationer, hvor den har mulighed for, at foranledige ændringer i en given uhensigtsmæssig praksis hos de aktører, der står bag skaden.

20.     Ifølge ordlyden i afsnit A.12 bør virksomheder, der agerer alene eller i samarbejde med andre enheder, alt efter forholdene, udnytte deres position til at påvirke den enhed, der overtræder retningslinjerne, med henblik på at forebygge eller afhjælpe problemerne.

21.     Retningslinjerne anerkender, at der er praktiske begrænsninger for virksomhedernes muligheder for, at påvirke ændringer i leverandørernes adfærd. De er afhængige af produktegenskaber, antal leverandører, leverandørkædens struktur og kompleksitet, virksomhedens markedsposition i forhold til leverandørerne eller andre enheder i leverandørkæden. Virksomhederne har dog mulighed for også at påvirke leverandørerne gennem kontraktmæssige aftaler såsom ledelseskontrakter, prækvalifikationskrav til potentielle leverandører, trustaftaler og licens- eller franchiseaftaler. Andre faktorer af relevans for at fastlægge en passende reaktion på identificerede risici, er blandt andet omfanget af, og sandsynligheden for, overtrædelser, og hvor afgørende leverandøren er for virksomheden.

22.     Passende reaktioner med hensyn til forretningsrelationen kan være, at fortsætte relationen til leverandøren, mens risikoen afhjælpes, midlertidig suspendering af relationen, mens risikoen afhjælpes, eller, som sidste løsning, afbrydelse af samarbejdet med leverandøren enten efter en mislykket risikoafhjælpning, eller hvor virksomheden vurderer det umuligt, at afhjælpe risikoen, eller på grund af overtrædelsens omfang. Virksomheden skal også tage højde for mulige sociale og økonomiske negative konsekvenser ved en beslutning om, at afbryde samarbejdet.

23.     Virksomhederne kan også sammen med leverandører og andre enheder i leverandørkæden søge at forbedre deres resultater, i samarbejde med andre interessenter, blandt andet via personaleuddannelse og andre former for kapacitetsopbygning, samt at støtte integration af principper for ansvarlig virksomhedsadfærd i overensstemmelse med Retningslinjerne i deres forretningspraksis. Hvis leverandørerne har flere kunder, og måske er underlagt modsatrettede krav fra forskellige købere, opfordres virksomhederne til, uden at indgå i konkurrencebegrænsende foranstaltninger, at deltage i branchesamarbejder med andre virksomheder, som har samme leverandører, med henblik på, at koordinere deres leverandørpolitik og risikostyringsstrategier, herunder blandt andet via informationsudveksling.

24.     Virksomhederne opfordres også til, at deltage i private eller multi-stakeholder initiativer og den sociale dialog om ansvarlig leverandørstyring, for eksempel som en del af den proaktive dagsorden, der følger af OECD-Rådets beslutning vedrørende OECD's Retningslinjer for Multinationale Virksomheder og tilhørende retningslinjer for sagsbehandling.

25.     Interessentsamarbejdet omfatter interaktive samarbejdsprocesser med de relevante interessenter i form af for eksempel møder og høringer. Et effektivt interessentsamarbejde kendetegnes ved tovejskommunikation og bygger på god tro mellem parterne. Samarbejdet kan være særligt gavnligt i planlægnings- og beslutningsfaserne i projekter eller andre aktiviteter, der for eksempel involverer omfattende udnyttelse af land- eller vandressourcer, der kan have stor indvirkning på lokalsamfundet.

26.     Afsnit B.1 omhandler et vigtigt og relativt nyt område. Det fastlægger ikke nye standarder og forudsætter heller ikke, at sådanne udarbejdes. Det understreger, at virksomhederne har interesser, der bliver påvirket, og at deres deltagelse sammen med andre interessenter i diskussioner om de aktuelle forhold kan give dem og andre en bedre indsigt i problemstillingerne og yde et positivt bidrag. Det anerkender, at forholdene kan have mange dimensioner og understreger, at samarbejde bør foregå i relevante fora. Der tages forbehold for regeringernes beslutninger vedrørende e-handel under World Trade Organisation (WTO). Det har ikke til formål, at tilsidesætte andre vigtige offentlige, politiske interesser vedrørende internetbrug, der måtte være af relevans.[2] Endelig, lige som det gælder for Retningslinjerne generelt, er det ikke hensigten, at skabe modstridende krav for virksomhederne i overensstemmelse med afsnit 2 og 8 i Retningslinjernes kapitel Koncepter og Principper.

27.     Endelig er det vigtigt at bemærke, at selvregulering og andre initiativer af lignende art, herunder Retningslinjerne, ikke må medføre en ulovlig konkurrencebegrænsning, lige som de ikke kan sættes i stedet for gældende lov og bestemmelser vedtaget af regeringerne. Det forudsættes, at de multinationale virksomheder skal undgå eventuelle handels- og investeringsforvridende virkninger af bestemmelser og selvreguleringspraksis, når disse udarbejdes.



[1] .                En af de bredest accepterede definitioner af bæredygtig udvikling stammer fra Brundtland-kommissionen i 1987 kaldet "World Commission on Environment and Development (WCED)": “Menneskeheden har muligheden for at gøre udviklingen bæredygtig - til at sikre at den imødekommer de øjeblikkelige behov uden at gå på kompromis med de fremtidige generationers mulighed for at sikre deres behov”.

[2] .                Nogle lande er i denne sammenhæng tilsluttet "Tunis Agenda for the Information Society" fra 2005.