Generelle politikker

1. ’Generelle politikker’ er det første kapitel i Retningslinjerne, der indeholder specifikke anbefalinger til virksomheder. Dermed fastlægger kapitlet både stilen og de grundlæggende principper for anbefalingerne i de efterfølgende kapitler.
2. Virksomhederne opfordres til at samarbejde med regeringerne om udvikling og gennemførelse af politikker og love. Inddragelse af andre samfundsinteressenters synspunkter, hvilket indebærer både lokalsamfundets og erhvervslivets interesser, kan berige processen. Det fremhæves også, at regeringerne skal være gennemsigtige i deres relationer med virksomheder, og konsultere erhvervslivet om de samme emner. Regeringerne bør betragte virksomhederne som partnere i udviklingen og indførelsen af både frivillige og lovmæssige foranstaltninger (som Retningslinjerne er et eksempel på) inden for de politikområder, der berører dem.
3. Der skal ikke være nogen modsætning mellem de multinationale virksomheders aktiviteter og bæredygtig udvikling, og Retningslinjerne er beregnet til at fremme komplementaritet i denne forbindelse. Forbindelserne mellem økonomiske, sociale og miljømæssige fremskridt er afgørende som midler til at understøtte målet om bæredygtig udvikling.[1]
4. Kapitel IV uddyber de generelle anbefalinger vedrørende menneskerettigheder i afsnit A.2.
5. Retningslinjerne anerkender og understøtter ligeledes det bidrag, som de multinationale virksomheder kan yde til den lokale kapacitetsopbygning gennem deres aktiviteter i lokalsamfundene. På samme måde er anbefalingerne vedrørende opbygning af menneskelig kapital en udtrykkelig og fremadrettet anerkendelse af de personlige udviklingsmuligheder, som de multinationale virksomheder kan tilbyde deres medarbejdere, og omfatter ikke kun rekruttering, men også træning og anden medarbejderudvikling. Opbygning af menneskelig kapital dækker også principperne om ikke-diskriminerende rekrutterings- og forfremmelsesprocedurer, livslang læring og andre jobtræningsmuligheder.
6. Retningslinjerne anbefaler, at virksomhederne generelt undlader at forsøge at opnå undtagelser, der ikke er omfattet i de lovmæssige eller forskriftsmæssige rammer for menneskerettigheder, miljø, sundhed, sikkerhed, arbejdsmarked, beskatning og finansielle incitamenter, uden dog at forhindre en virksomheds ret til at arbejde for ændringer i de lovmæssige og forskriftsmæssige rammer. Ordlyden “eller acceptere”[2] henleder ligeledes opmærksomheden på den rolle, som staten spiller med hensyn til at tillade sådanne undtagelser. Sådanne bestemmelser har traditionelt været rettet mod regeringerne, men her har de også direkte relevans for de multinationale virksomheder. Det er vigtigt at bemærke, at der forekommer tilfælde, hvor specifikke undtagelser fra love og andre politikker kan være i overensstemmelse med disse love af legitime hensyn til den offentlige politik. Eksempler herpå fremgår af kapitlerne om miljø og konkurrence.
7. Retningslinjerne anbefaler, at virksomhederne udviser god virksomhedsledelse med udgangspunkt i OECD's Principper for Virksomhedsledelse (Principles of Corporate Governance). Principperne opfordrer til beskyttelse og facilitering af udøvelsen af aktionærers rettigheder, herunder ligebehandling af aktionærer. Virksomheder skal anerkende aktionærernes rettigheder fastsat ved lov eller ved gensidige aftaler, og tilskynde et aktivt samarbejde med interessenter med henblik på at skabe velfærd, job og bæredygtige, finansielt velfunderede virksomheder.
8. Ifølge principperne skal moderselskabets bestyrelse have ansvaret for virksomhedens strategiske retning, effektiv monitorering af ledelsen og til at stå til ansvar over for virksomheden og aktionærerne, mens der samtidig tages hensyn til interessenternes interesser. Med henblik på at varetage disse ansvarsområder, skal bestyrelsen sikre integriteten af virksomhedens regnskabssystemer og systemer til finansiel rapportering, herunder uafhængig revision, passende kontrolsystemer, navnlig risikostyring, finansiel og operationel kontrol, samt overholdelse af love og relevante standarder.
9. Principperne omfatter virksomhedskoncerner, om end datterselskabers bestyrelser kan være pålagt forpligtelser i henhold til gældende lov i det land, hvor virksomheden har hjemsted. Systemer til efterlevelse og kontrol skal, hvor det er muligt, omfatte disse datterselskaber. Derudover skal bestyrelsens ledelsesmonitorering omfatte løbende evaluering af interne strukturer med henblik på at sikre en klar ledelsesmæssig ansvarsfordeling i hele koncernen.
10. Statsejede multinationale virksomheder er omfattet af de samme anbefalinger som privatejede virksomheder, men den offentlige kontrol er ofte mere omfattende for statsejede virksomheder. OECD's Retningslinjer for virksomhedsledelse i statsejede virksomheder er en nyttig og skræddersyet vejledning til denne type virksomheder, og de fremsatte anbefalinger kan skabe væsentlige forbedringer i virksomhedsledelsen.
11. Selvom det primære ansvar for at forbedre den juridiske og institutionelle regulering af området ligger hos regeringerne, kan der opnås væsentlige økonomiske gevinster ved at virksomhederne implementerer god virksomhedsledelse.
12. Et voksende netværk af ikke-statslige selvreguleringsinstrumenter og -handlinger adresserer aspekter af virksomhedernes adfærd og relationerne mellem virksomheder og samfund. Finanssektoren gennemgår en interessant udvikling i den henseende. Virksomhederne anerkender, at deres aktiviteter ofte har sociale og miljømæssige konsekvenser. Etableringen af selvregulering og ledelsessystemer i virksomheder, der ønsker at indfri disse mål – og dermed bidrage til en bæredygtig udvikling, illustrerer dette. Dernæst kan udviklingen af denne type praksis fremme konstruktive relationer mellem virksomheder og de samfund, som de opererer i.
13. Som en følge af effektiv selvregulerende praksis forventes virksomhederne at øge medarbejdernes kendskab til virksomhedens politikker. Det anbefales ligeledes at sikre beskyttelse af “whistle-blowing”-aktiviteter, der er udført i god tro, herunder beskyttelse af medarbejdere, der over for de kompetente myndigheder indberetter forhold, der er i strid med loven, som følge af virksomhedens manglende rettidige udbedring af disse forhold, eller i lyset af rimelig risiko for negative konsekvenser for deres ansættelsesforhold. Mens denne beskyttelse er særligt relevant i forbindelse med bekæmpelse af bestikkelse og negative indvirkninger på miljøet, er den også relevant i forbindelse med Retningslinjernes øvrige anbefalinger.
14. I forbindelse med Retningslinjerne skal nødvendig omhu (due diligence) forstås som en proces, der sætter virksomhederne i stand til at identificere, forebygge eller afbøde negative indvirkninger, samt redegøre for, hvordan de håndterer aktuelle og potentielle negative indvirkninger som en integreret del af virksomhedens ledelses- og risikostyringssystemer. Nødvendig omhu kan indgå i et generelt risikostyringssystem forudsat, at det ikke blot identificerer og håndterer væsentlige risici for virksomheden selv, men også tager højde for risici for negative indvirkninger på de områder, som er dækket af Retningslinjerne. Potentielle negative indvirkninger skal forebygges eller afbødes, mens aktuelle negative indvirkninger skal håndteres ved at sikre genoprejsning til de berørte parter. Retningslinjerne omhandler både negative indvirkninger, som virksomheden forårsager eller bidrager til, eller som virksomheden er direkte forbundet til via dens aktiviteter, produkter eller serviceydelser gennem en forretningsrelation, som beskrevet i afsnit A.11 og A.12. Nødvendig omhu kan hjælpe virksomhederne til at undgå risici for sådanne negative indvirkninger. I forbindelse med denne anbefaling, skal det, at 'bidrage til' en negativ indvirkning fortolkes som et væsentligt bidrag, og hermed menes en aktivitet, der forårsager, faciliterer eller tilskynder en anden enhed til at forårsage en negativ indvirkning mens mindre eller uvæsentlige bidrag ikke er omfattet. 'Forretningsrelationer' omfatter relationer med forretningspartnere, enheder i leverandørkæden og enhver ikke-statslig eller statslig enhed, der har direkte tilknytning til virksomhedens aktiviteter, produkter eller tjenesteydelser. Anbefalingen i afsnit A.10 gælder for de forhold der er omfattet af Retningslinjerne, og som er relateret til en negativ indvirkning. Den gælder ikke for kapitlerne om videnskab og teknologi, konkurrence og beskatning.
15. Arten og omfanget af den nødvendige omhu, såsom de specifikke trin, der gennemføres i en given situation, vil afhænge af faktorer som virksomhedens størrelse, dens forretningsmæssige kontekst, de specifikke anbefalinger i Retningslinjerne og hvor alvorlig omfanget af dens negative indvirkninger er. Specifikke anbefalinger om nødvendig omhu på menneskerettighedsområdet fremgår af kapitel IV.
16. Hvis virksomheden har et stort antal leverandører, opfordres den til at afdække generelle områder, hvor risikoen for negative indvirkninger er størst, og ud fra denne risikovurdering prioritere de leverandører, der skal indgå i arbejdet med nødvendig omhu.
17. At undgå at forårsage eller bidrage til negative indvirkninger gennem virksomhedernes egne aktiviteter på områder dækket af Retningslinjerne, omfatter også deres aktiviteter i leverandørkæden. Der kan være tale om mange forskellige relationer i leverandørkæden, herunder blandt andet franchising, licensering og brug af underleverandører. Enhederne i leverandørkæden er ofte selv multinationale virksomheder, og dermed er de virksomheder, der opererer i eller ud fra lande der er tilsluttet erklæringen, også omfattet af Retningslinjerne.
18. Hvis en virksomhed identificerer en risiko for at forårsage negative indvirkninger i dens leverandørkæde, skal den træffe de nødvendige foranstaltninger for at standse eller forebygge de negative indvirkninger.
19. Hvis en virksomhed identificerer en risiko for at bidrage til en negativ indvirkning, skal den tage de nødvendige skridt til at standse eller forebygge sit bidrag og anvende sin indflydelse (leverage) til, så vidt muligt, at afbøde den tilbageværende negative indvirkning. Virksomheden betragtes som havende indflydelse i situationer, hvor den har mulighed for at foranledige ændringer i en given uhensigtsmæssig praksis hos de aktører, der forårsager negative indvirkninger.
20. For at leve op til forventningerne beskrevet i afsnit A.12 bør virksomheder, der agerer alene eller i samarbejde med andre enheder, alt efter forholdene, udnytte deres position til at påvirke enheden, der har den negative indvirkning, med henblik på at forebygge eller afbøde den negative indvirkning.
21. Retningslinjerne anerkender, at der er praktiske begrænsninger for virksomhedernes muligheder for at skabe ændringer i leverandørernes adfærd. Mulighederne er afhængige af produktegenskaber, antal leverandører, leverandørkædens struktur og kompleksitet, virksomhedens markedsposition i forhold til leverandørerne eller andre enheder i leverandørkæden. Virksomhederne har dog mulighed for at påvirke leverandørerne gennem kontraktklausuler i f.eks. ledelseskontrakter, prækvalifikationskrav til potentielle leverandører, stemmerets aftaler og licens- eller franchiseaftaler. Andre faktorer der er af relevans for at fastlægge en passende reaktion på identificerede risici er, blandt andet, alvoren af, og sandsynligheden for, negative indvirkninger, og hvor afgørende leverandøren er for virksomheden.
22. Passende reaktioner i forhold til forretningsrelationen kan være at fortsætte relationen til leverandøren, mens risikoen afbødes, midlertidig suspendering af relationen, mens risikoen afbødes, eller, som sidste løsning, afbrydelse af samarbejdet med leverandøren enten efter en mislykket risikoafbødning, eller fordi virksomheden vurderer, at det er umuligt at afbøde risikoen, eller på grund af alvoren af den negative indvirkning. Virksomheden skal også tage højde for de mulige sociale og økonomiske negative indvirkninger ved en beslutning om at afbryde samarbejdet.
23. Virksomhederne kan også sammen med leverandører og andre enheder i leverandørkæden søge at forbedre deres resultater, i samarbejde med andre interessenter, blandt andet via medarbejdertræning og andre former for kapacitetsopbygning, samt at støtte integration af principper for ansvarlig virksomhedsadfærd i overensstemmelse med Retningslinjerne i deres forretningspraksis. Hvis leverandørerne har flere kunder, og måske er underlagt modsatrettede krav fra forskellige købere, opfordres virksomhederne til, uden at indgå i konkurrencebegrænsende foranstaltninger, at deltage i branchesamarbejder med andre virksomheder, som har samme leverandører, med henblik på at koordinere deres leverandørpolitik og risikostyringsstrategier, herunder blandt andet via informationsudveksling.
24. Virksomhederne opfordres også til at deltage i private eller multi-stakeholder initiativer og social dialog om ansvarlig leverandørstyring, for eksempel som en del af den proaktive dagsorden, der følger af OECD Rådets beslutning vedrørende OECD's Retningslinjer for Multinationale Virksomheder og tilhørende Procedurevejledning.
25. Samarbejde og inddragelse af interessenter omfatter interaktive samarbejdsprocesser med de relevante interessenter i form af for eksempel møder og høringer. Et effektivt samarbejde med interessenter er kendetegnet ved tovejskommunikation og bygger på god tro mellem parterne. Samarbejdet kan være særligt gavnligt i planlægnings- og beslutningsfaserne i projekter eller andre aktiviteter, der for eksempel involverer omfattende udnyttelse af land- eller vandressourcer, der kan have stor indvirkning på lokalsamfundet.
26. Afsnit B.1 omhandler et vigtigt område, der er under udvikling. Det fastlægger ikke nye standarder og forudsætter heller ikke, at sådanne udarbejdes. Det anerkendes, at virksomheder har interesser, der vil blive påvirket, og at deres deltagelse sammen med andre interessenter i diskussioner om forhold i Retningslinjerne kan give dem og andre en bedre indsigt i problemstillingerne og yde et positivt bidrag. Det anerkendes, at forholdene kan have mange dimensioner og understreger, at samarbejde bør foregå i relevante fora. Det er uden forbehold over for regeringernes holdninger til e-handel under World Trade Organisation (WTO). Det har ikke til formål at tilsidesætte andre vigtige offentlige, politiske interesser der kan være knyttet til internetbrug, og som bør blive taget til efterretning.[3] Endelig, lige som det gælder for Retningslinjerne generelt, er det ikke hensigten at skabe modstridende krav for virksomhederne i overensstemmelse med afsnit 2 og 8 i Retningslinjernes kapitel I. Begreber og Principper.
27. Endelig er det vigtigt at bemærke, at selvregulering og andre initiativer af lignende art, herunder Retningslinjerne, ikke må medføre en ulovlig konkurrencebegrænsning ligesom de ikke kan sættes i stedet for gældende lov og bestemmelser vedtaget af regeringerne. Det forudsættes, at de multinationale virksomheder skal undgå eventuelle handels- og investeringsforvridende virkninger af bestemmelser og selvreguleringspraksis, når disse udarbejdes.

[1] En af de bredest accepterede definitioner af bæredygtig udvikling stammer fra Brundtland-kommissionen i 1987 kaldet "World Commission on Environment and Development (WCED)": “Menneskeheden har muligheden for at gøre udviklingen bæredygtig - til at sikre at den imødekommer de øjeblikkelige behov uden at gå på kompromis med de fremtidige generationers mulighed for at sikre deres behov.”

[2] Se generelle politikker punkt 5.

[3] Nogle lande er i denne sammenhæng tilsluttet "Tunis Agenda for the Information Society" fra 2005.