Kapitlet vedrører retningslinjer for virksomhederne ansvar for at respektere menneskerettighederne. Kapitlet tager udgangspunkt i FN’s anbefalinger om menneskerettigheder og erhvervsliv.
Stater har en pligt til, at beskytte menneskerettighederne. Virksomhederne skal inden for rammerne af internationalt anerkendte menneskerettighedsprincipper og internationale menneskerettighedsforpligtelser, der gælder for de lande, hvor virksomhederne opererer, samt relevante nationale love og regler:
1. overholde menneskerettighederne, hvilket betyder, at de skal undlade at krænke andres menneskerettigheder og imødegå menneskerettighedskrænkende aktiviteter, som de er involveret i,
2. i forbindelse med egne aktiviteter undgå at forårsage eller medvirke til aktiviteter, der krænker menneskerettighederne, og imødegå sådanne krænkelser, hvor de måtte forekomme,
3. finde måder til at forebygge eller afhjælpe krænkelser af menneskerettighederne, der gennem forretningspartnere har direkte tilknytning til deres forretningsaktiviteter, produkter eller tjenesteydelser, også selvom de ikke medvirker til krænkelsen,
4. have en politik, der forpligter dem til, at respektere menneskerettighederne,
5. udvise den nødvendige omhu (due diligence) på menneskerettighedsområdet i et omfang afstemt efter deres størrelse, aktiviteter og forretningsomgivelser samt alvoren af risikoen for krænkelser af menneskerettighederne,
6. selv etablere eller samarbejde gennem legitime processer med henblik på, at udbedre krænkelser af menneskerettighederne i tilfælde, hvor de konstaterer, at de har forårsaget eller medvirket til en sådan krænkelse.
1. Kapitlet indledes med et afsnit, der definerer rammerne for de specifikke anbefalinger vedrørende virksomhedernes overholdelse af menneskerettighederne. Det tager udgangspunkt i FN's "Protect, Respect and Remedy"-ramme vedrørende menneskerettigheder og erhvervsliv og følger de dertil hørende retningslinjer for dens implementering.
2. Indledningen og første afsnit anerkender, at stater har en forpligtelse til at beskytte menneskerettighederne, og at virksomheder, uanset størrelse, sektor, forretningsmæssig kontekst, ejerskab og struktur, bør respektere menneskerettighederne overalt, hvor de driver forretning. Respekt for menneskerettighederne er en global standard for virksomhedernes forventede adfærd som er uafhængig af staternes evne og/eller vilje til at opfylde deres forpligtelser på menneskerettighedsområdet, og den begrænser på ingen måde staternes forpligtelse.
3. Tilfælde, hvor en stat enten undlader at gennemføre relevante nationale love, eller overholde sine internationale menneskerettighedsforpligtelser, eller det faktum, at en stat kan handle i modstrid med sådanne love og internationale forpligtelser, kan på ingen måde sænke forventningerne til, at virksomhederne overholder menneskerettighederne. I lande, hvor nationale love og regler er i modstrid med internationalt anerkendte menneskerettigheder, skal virksomhederne etablere metoder til, at overholde dem i videst muligt omfang, og samtidig undlade, at overtræde de nationale love, i overensstemmelse med afsnit 2 i kapitlet om koncepter og principper.
4. I alle tilfælde og uafhængigt af det land og den specifikke kontekst, hvor virksomheden driver sine aktiviteter, skal virksomhederne som minimum overholde de internationalt anerkendte menneskerettigheder fastlagt i FN's menneskerettighedserklæring, der består af Verdenserklæringen om menneskerettigheder og de primære menneskerettighedsinstrumenter, hvori den er kodificeret: den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder samt principperne vedrørende grundlæggende rettigheder fastlagt i ILO's erklæring om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen fra 1998.
5. Virksomheder kan have indvirkning på hele spektret af internationalt anerkendte menneskerettigheder. I praksis vil nogle menneskerettigheder være under større pres end andre i en given branche eller kontekst, og vil derfor tildeles større opmærksomhed. Da forholdene kan ændre sig, bør virksomhederne dog regelmæssigt foretage en gennemgang af deres situation i relation til menneskerettighederne. Afhængigt af omstændighederne kan det være relevant for virksomhederne, at overveje, at indføre supplerende standarder. For eksempel bør virksomhederne respektere menneskerettighederne for enkeltpersoner, der tilhører bestemte grupper eller befolkninger, der kræver særlig opmærksomhed, i tilfælde, hvor virksomhederne kan have negativ indflydelse på disse personers menneskerettigheder. I den sammenhæng indeholder FN-instrumenterne nærmere definitioner af menneskerettigheder for oprindelige folk, personer tilhørende nationale eller etniske, religiøse og sproglige minoriteter, kvinder, børn, handicappede samt udenlandske arbejdstagere og deres familier. Derudover bør virksomhederne i tilfælde af væbnede konflikter overholde de standarder, der er fastlagt i den humanitære folkeret, og som kan hjælpe virksomhederne til, at undgå risikoen for, at forårsage eller medvirke til krænkelser af menneskerettighederne, når de driver virksomhed under sådanne vanskelige forhold.
6. I afsnit 1 beskrives håndtering af faktiske og potentielle krænkelser mod menneskerettighederne, som det, at træffe passende foranstaltninger til at identificere, forebygge, hvor det er muligt, og afhjælpe potentielle krænkelser af menneskerettighederne, udbedring af faktiske krænkelser samt at dokumentere, hvordan krænkelsen håndteres. Begrebet 'krænkelse' refererer til den negative indvirkning, som en virksomhed kan have på enkeltpersoners menneskerettigheder.
7. Afsnit 2 anbefaler, at virksomhederne inden for egne aktiviteter skal undgå at forårsage eller medvirke til krænkelser af menneskerettighederne, og udbedre sådanne krænkelser, når de forekommer, 'Aktiviteter' omfatter både aktive handlinger og undladelser. Hvis en virksomhed forårsager, eller der er risiko for, at den kan komme til at forårsage en krænkelse af menneskerettighederne, skal den tage de nødvendige skridt til at standse eller forebygge krænkelsen. Hvis en virksomhed medvirker til, eller der er risiko for medvirken til, en sådan krænkelse, skal virksomheden tage de nødvendige skridt til, at standse eller forebygge sin medvirken, og anvende sin indflydelse til, at afhjælpe yderligere krænkelser i videst muligt omfang. Virksomheden betragtes som havende indflydelse i situationer, hvor den har mulighed for, at foranledige ændringer af praksis hos aktører, der krænker menneskerettighederne.
8. Afsnit 3 omhandler mere komplekse situationer, hvor en virksomhed ikke direkte medvirker til en krænkelse af menneskerettighederne, men hvor en krænkelse alligevel har direkte forbindelse til dens aktiviteter, produkter, tjenesteydelser eller forretningsrelationer med andre aktører. Formålet med afsnit 3 er ikke at flytte ansvaret fra den enhed, der forårsager krænkelsen af menneskerettighederne, til den virksomhed, den har en forretningsmæssig relation til. Ifølge ordlyden i afsnit 3 bør virksomheder, der agerer alene eller i samarbejde med andre enheder, alt efter forholdene udnytte sin position til, at påvirke den enhed, der forårsager krænkelsen, med henblik på at forebygge eller afhjælpe krænkelsen. 'Forretningsrelationer' omfatter relationer med forretningspartnere, aktører i leverandørkæden og andre ikke-statslige eller statslige enheder, der har direkte tilknytning til forretningsaktiviteterne, produkterne eller tjenesteydelserne. Blandt de faktorer, der tages i betragtning ved fastlæggelse af de 'passende handlinger' i sådanne situationer, er virksomhedens grad af indflydelse på den pågældende aktør, hvor vigtig relationen er for virksomheden, krænkelsens alvorlighed, samt om en eventuel afbrydelse af forretningsrelationen med aktøren i sig selv vil påvirke menneskerettighederne negativt.
9. Afsnit 4 anbefaler, at virksomhederne formelt beskriver deres forpligtelse til, at overholde menneskerettighederne ved, at formulere en politik, der: (i) godkendes af virksomhedens øverste ledelse, (ii) underbygges af relevant intern og/eller ekstern ekspertise, (iii) fastlægger virksomhedens forventninger på menneskerettighedsområdet til medarbejdere, forretningspartnere og andre parter med direkte tilknytning til virksomhedens forretningsaktiviteter, produkter eller tjenesteydelser, (iv) offentliggøres og kommunikeres internt og eksternt til alle medarbejdere, forretningspartnere og andre relevante parter, (v) afspejles i virksomhedens operationelle politikker og procedurer med henblik på, at sikre integrationen i hele virksomheden.
10. Afsnit 5 anbefaler, at virksomhederne udviser den nødvendige omhu (due diligence) i forhold til menneskerettighedsområdet. Dette indebærer en evaluering af virksomhedens faktiske og mulige effekt på menneskerettighedsområdet, integration og iværksættelse af eventuelle handlinger i forhold til resultatet af evalueringen, opfølgning på indsatsen samt kommunikation om, hvordan virksomhedens effekt på menneskerettighederne adresseres. Indsatsen for at udvise nødvendig omhu på menneskerettighedsområdet kan indgå i et generelt risikostyringssystem, forudsat at det ikke blot afdækker og styrer materielle risici for virksomheden, men også tager højde for krænkelser af menneskerettighederne. Det er en fortsat proces, netop fordi krænkelser af menneskerettighederne kan udvikle sig over tid i takt med, at virksomhedens aktiviteter og omgivelser udvikler sig. Supplerende vejledning vedrørende processen om nødvendig omhu, herunder i forhold til leverandørkæder og konkret håndtering af risici i leverandørkæder, fremgår af afsnit A.10 til A.12 i kapitlet om generelle politikker og kommentarerne hertil.
11. Hvis en virksomhed gennem sin proces for at udvise nødvendig omhu på menneskerettighedsområdet eller på andre måder konstaterer, at den har forårsaget eller medvirket til en krænkelse af menneskerettighederne, anbefaler Retningslinjerne, at virksomhederne sikrer en proces for udbedring af krænkelsen. Nogle situationer kræver samarbejde med retslige eller statslige udenretlige mekanismer. I andre situationer kan klagemuligheder for de personer eller enheder, der kan blive påvirket af virksomhedens aktiviteter, være et effektivt middel til at sikre en udbedringsproces, forudsat at de opfylder følgende centrale kriterier: legitimitet, tilgængelighed, forudsigelighed, retfærdighed, kompatibilitet med Retningslinjerne samt transparens, og at de baseres på dialog og engagement med henblik på at finde fælles løsninger. Mekanismerne kan administreres af en virksomhed alene eller i samarbejde med andre interessenter, og de kan udgøre en kilde til løbende læring på området. Klagemuligheder på operationelt niveau må ikke udnyttes til, at undergrave fagforeningernes rolle ved arbejdsmarkedskonflikter, og de må ligeledes ikke hindre adgangen til retlige eller udenretlige klagemekanismer, herunder de nationale kontaktpunkter etableret i henhold til Retningslinjerne.